COVID-19 pulje | Genstart af børne-fællesskaberne

| I december kunne vi endnu engang kigge ind i en massiv nedlukning af Danmark. Situationen kaldte igen på en håndsrækning til de organisationer, der støtter de børn, der har behov for hjælp. Derfor afsatte Ole Kirk’s Fond i januar endnu en COVID-19 pulje, der blandt andet skulle genstarte børnefællesskaberne og mindske læringstabet hos sårbare børn og unge. Her får du en status.

Med vores seneste COVID-19 pulje på 10 mio. kroner har vores fokus blandt andet været at genstarte børnefællesskaberne samt at adressere det læringstab, som især de udsatte elever har lidt under nedlukningerne.

Det har vi blandt andet støttet

Siden januar har Ole Kirk’s Fond bevilliget midler til blandt andet:

  • Støtte til afvikling af ekstra Trivselsdag i 2021 samt ekstra aktiviteter frem mod Trivselsdagen i marts 2022
  • Støtte til ekstra pladser i lærings- og mentorprogrammet hos Lær for Livet
  • Støtte til ekstra pladser på læringsforløb hos Løkkefondens Drengeakademi
  • Støtte til Ungdommens Røde Kors og deres nyoprettede online lektiehjælp
  • Støtte til Børns Vilkår som har udbygget rådgivningen på Børnetelefonen
  • Støtte til Turning Tables Danmark der har tilbudt aktiviteter for børn og unge i socialt belastede boligområder
  • Støtte til akuthjælp til børn og unge med selvskade hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade
UDVALGTE INDSATSER

Vi fortsætter med at prioritere vores seneste COVID-19 pulje inden for følgende indsatstyper:

 

Fællesskabsfremmende aktiviteter

Her ønsker vi at støtte organisationer, som vil igangsætte trivselsfremmende aktiviteter for børn og unge generelt samt for børn, unge og deres familier, som er udsatte af forskellige årsager. Der kan være tale om online aktiviteter under den pågåede nedlukning, men der kan også være tale om fællesskabsaktiviteter, som skal igangsættes, når samfundet åbner op igen - aktiviteter som er med til at kickstarte mange af de fællesskaber, som har været lukket ned i en lang periode.

 

Indsatser som skal forebygge eller afhjælpe læringstab

Særligt sårbare og udsatte børn og unge risikerer at komme endnu længere bagud i skolen, når skolerne er lukket. En ny undersøgelse fra Syddansk og Aarhus Universitet blandt 6.000 elever viser, at især de yngste elever har svært ved at følge med i fjernundervisningen. Det bekymrer flere fagfolk og NGO’er, idet der med den nuværende nedlukning er en stor risiko for, at især udsatte børn falder igennem, og at de derfor er kommet alvorligt bagud, når samfundet åbner op igen.

Bevillinger til indsatser der skal forebygge eller afhjælpe læringstab kan fx være online lektiehjælp, lektiecaféer og læringscamps - når samfundet åbner op igen.

 

Støtte til rådgivningstilbud og drift

Her ønsker vi at støtte organisationer, som mærker en øget efterspørgsel på rådgivningstilbud til børn og unge samt familier generelt som følge af nedlukningen – både her og nu - men også på den lidt længere bane. Der kan fx være tale om dækning af udgifter til personale, IT-udstyr, uddannelse og rekruttering af frivillige.

Med bevillinger til drift holdes hånden under samarbejdspartnere og organisationer, som igen kan blive særligt udfordret fx på grund af manglende indtægter søm følge af nedlukningen af samfundet.

Eventuelle bevillingsmodtagere vil være organisationer, som i forvejen er kendt af Ole Kirk’s Fond, og som tidligere har modtaget støtte fra os. Dette vil være særlig relevant for mindre organisationer.