Indlagte børn inviteres til påskesjov på hospitalsstuen

| I dagene fra d. 22. marts til d. 5. april har indlagte børn på 13 af landets hospitaler mulighed for at deltage i en række coronavenlige påskeaktiviteter sammen med Legeheltene. Aktiviteterne foregår på de enkelte hospitalsstuer, så børnene ikke går glip af en ordentlig fejring af påsken sammen med familien. Det sker bl.a. med støtte fra Ole Kirk’s Fond.

Lækre påskefrokoster, hygge med hele familien og masser af påskeæg. Sådan plejer påskedagene at se ud hos de fleste, når denne hyggelige højtid skal fejres. Men ligesom sidste år må vi indstille os på, at påsken ikke kan afholdes på den måde, vi allerhelst vil.

På børneafdelingerne på de danske hospitaler kan hverdagen blive lang og ensformig – især under corona, hvor mange aktiviteter er aflyst. Når det tilmed er påske, kan tiden føles ekstra lang. Derfor har Legeheltene været kreative for at sikre, at påskefejringen ikke er helt aflyst for indlagte børn i Danmark.

Påskejagt og påskepakker

Legeheltene, der til daglig sørger for aktiv leg og bevægelse blandt de indlagte børn, kunne ikke være til stede hos børnene i påsken sidste år. Derfor modtog børnene påskepakker i stedet. I år kan Legeheltene derimod godt være på mange af landets hospitaler, hvilket gør det muligt at invitere børnene med til Påskejagten. Her kan de enkelte børn finde skjulte påskeposter og lave påskelege sammen med Legeheltene.

På de hospitaler, hvor Legeheltene igen i år ikke kan være grundet corona, får børnene tilsendt en påskepakke med alt, hvad der skal bruges til at holde en hyggelig påske på stuen med familien. Bl.a. et hæfte med inspiration til aktive påskelege, påskekyllinger til at pynte stuen op, legetøj og søde sager. Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden, som driver Legeheltene, siger:

Det kan være ekstra hårdt at være indlagt i højtiderne. Derfor er vi glade for, at vi både har mulighed for at afholde Påskejagten og uddele påskepakker til børnene. Med disse aktiviteter kan vi forhåbentlig sprede påskestemning og samtidig fortsætte den aktive leg, der er vigtig for børnene.
Fejl ved indlæsning af Partial View script (fil: ~/Views/MacroPartials/FactBox.cshtml) Fejl ved indlæsning af Partial View script (fil: ~/Views/MacroPartials/FactBox.cshtml)