Lokalt projekt i Billund hjælper sårbare unge i fritidsjob
Ole Kirk’s Fond har sammen med KG Fonden støttet projektet ”Et fritidsjob til forskel”. Projektet er målrettet Billund Kommunes sårbare unge i alderen 13-17 år, som halter bagefter i forhold til deres jævnaldrende, når det handler om skolegang, uddannelse og beskæftigelse.
Et meningsfuldt fritidsjob
”Vi ved fra undersøgelser, at anbragte unge og andre unge i udsathed har stor risiko for ikke at gennemføre folkeskolens afgangseksamen og opnå varig tilknytning til uddannelse og beskæftigelse. Det glæder os i den grad at se, hvordan det er lykkedes fritidskonsulenterne i projektet at hjælpe de sårbare unge med at finde et meningsfyldt fritidsjob som netop kan være med til at gøre en positiv forskel for deres videre udvikling. Ligeledes at der er så mange gode virksomheder lokalt, som gerne vil bidrage til projektet og inviterer de unge indenfor. Stor cadeau til dem også,” siger Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk’s Fond.
Projekt ”Et fritidsjob til forskel” er et treårigt projekt, der løber fra 2023-2025. Siden projektets opstart i marts 2023 er det forventede mål på at etablere 15 fritidsjobs fordoblet, da der ved udgangen af 2023 er blevet etableret 30 fritidsjobs.
Modige og motiverede unge
Det er blandt andet projektets fritidskonsulenter, der har bidraget til, at antallet af fritidsjobs er fordoblet. Fritidskonsulenterne hjælper de unge med at finde et fritidsjob, som de kan hæfte deres håb og drømme op på i fremtiden.
”Det er en fornøjelse hver dag at samarbejde med de unge, netværket og virksomhederne omkring fritidsjob. De unge er modige og motiverede for at gå til jobsamtale og tjene deres egne penge. For nylig talte jeg med en ung pige på 13 år, som fortalte, hvor stolt hun var over at være den første i sin klasse med et fritidsjob. Vi oplever unge, som er glade for vores hjælp, og som er nysgerrige på fx arbejdskulturer, brancher og MitID,” siger fritidsjobkonsulent Maria Moustgaard Kristensen.
Maria Rimmer Nielsen, der også er fritidsjobkonsulent, supplerer:
”Det er vigtigt for os, at både virksomhederne og de unge oplever et godt match, og vi er tilgængelige for spørgsmål og sparring - både for den unge og virksomheden. Det gjorde mig for eksempel rigtig glad, da en ung dreng på 15 år kontaktede mig forleden for stolt at fortælle, at han har fået sin første løn.”
På nuværende tidspunkt har de unge fået jobs som piccoline, i landbruget, som fejedreng, i restaurationsbranchen, i idrætsforeninger, i trykkerier og butikker mv.
Foto: Billund Kommune, fritidskonsulenterne Maria Moustgaard Kristensen og Maria Rimmer Nielsen.