Rejsegilde for Mary Elizabeths Hospital
Gravkøer og byggekraner har stort set ikke holdt stille, og håndværkere og bygningsarbejdere på pladsen har haft tilsvarende meget at se til, siden grundstenen til Rigshospitalets kommende hospital for børn, unge og gravide og deres familier blev lagt sidste forår.
Det var derfor en velfortjent pause, da byggeriet blev sat kortvarigt i stå for i stedet at åbne portene for de gæster, der var inviteret med til at fejre håndværkernes indsats, samarbejdet med entreprenørerne og øvrige samarbejdspartnere. Helt som traditionen foreskriver, blev der serveret pølser og sodavand, mens rejsegildekransen vajede over byggepladsen.
Velfortjente nye rammer til patienter og personale
Regionrådsformand i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S) glæder sig over at se Mary Elizabeths Hospital tage form:
- Der er blevet bygget, og der bliver bygget meget nyt i det danske sundhedsvæsen i disse år. Det er en meget nødvendig udvikling, som både patienter, de pårørende og personalet har fortjent. På Mary Elizabeths Hospital får børnene, de unge, de gravide og deres familier flotte og meget gennemtænkte rammer for samvær og leg og behandling på højt specialiseret niveau. Det er de rammer, vi kan se grundstrukturen til i dag, og det ligner et rigtig godt og flot fundament for det videre arbejde med bygningen, siger Lars Gaardhøj.
Planmæssig proces
Vicedirektør i Center for Ejendomme, Ole Kristian Bottheim, der er bygherre på projektet, er tilfreds med, hvor hurtigt og sikkert byggeriet skrider frem:
- Tempoet har været højt siden grundstenen blev lagt sidste forår. En etage hver sjette uge og så stod råhuset der. Facadebeklædningen er også på vej op. Dette kæmpe projekt kunne ikke lykkes uden god kommunikation med entreprenører og projektorganisation og slet ikke uden de cirka 200 håndværkere der dagligt arbejder på byggepladsen. Alle er de gode til at vise den nødvendige omtanke, der skal til for at lykkes med projektet.
Leg bliver integreret på hospitalet
Mary Elizabeths Hospital er et partnerskab mellem Region Hovedstaden, Rigshospitalet og Ole Kirk’s Fond med et samlet budget på 3 mia. kroner, hvoraf Ole Kirk’s Fond donerer 0,8 mia. kroner. Af Ole Kirk’s Fonds bevilling er 85 mio. kr. øremærket til at løfte brugeroplevelsen.
Direktør i Ole Kirk’s Fond, Karin Skjødt Hindkjær, udtaler:
- Vi er rigtig glade for, at vi i dag kan være med til at markere den kæmpe indsats som alle håndværkere og entreprenører, arkitekter og ingeniører og ikke mindst vores partnere i Region Hovedstaden og på Rigshospitalet har ydet for, at der i dag står et flot fundament og rammer for Mary Elizabeths Hospital, siger hun og fortsætter:
- Sammen med vores partnere glædes vi over at kunne fejre indsatsen og evnen til at holde fokus i byggeriet i en udfordrende tid. Vi er nu kommet et stort skridt nærmere realiseringen af et nyt hospital for børn og familier, der befinder sig i en særlig, sårbar situation, med fokus på sammenhæng og tryghed i behandlingsforløbene, og hvor legen bliver en integreret del af hospitals design og hverdagsliv.
60.000 kvadratmeter hospital
Mary Elizabeths Hospital kommer til at rumme gravide, helt spæde børn og mange alvorligt syge børn og unge og deres familier. Der er lagt og bliver stadig lagt mange kræfter i at nytænke, hvad der skal foregå inde i bygningen og ikke mindst i, hvordan bygningen og designet skal favne og understøtte aktiviteten.
De 60.000 m2 fordelt over syv etager samt teknik på 8. etage forventes at stå klar til indflytning i 2026.
Læs mere: https://www.olekirksfond.dk/vores-projekter/socialt/mary-elizabeths-hospital/