Scroll

#Næstekærlighed

Ole Kirk’s Fond støtter projektet #Næstekærlighed, der varetages af DGI Verdensholdet. Projektet har som formål at gøre børn og unge opmærksom på værdien af at være del af et aktivt fællesskab.
Forandring gennem rollemodeller

Gymnastik er den største pigeidræt i Danmark og den anden største foreningsidræt. Verdensholdet er rollemodeller for andre børn og unge inden for gymnastikken. I anledning af Verdensholdets 25 års jubilæum ønsker man at gøre en ekstra indsats for børn og unge i Danmark. Verdensholdet sætter fokus på værdier som fællesskab og frivilligt engagement gennem workshops for over 4.500 børn og unge, roadtrips til landets efterskoler, påvirkning af meningsdannere, kampagner på de sociale medier, nyt verdensholdsshow med temaet #Næstekærlighed som omdrejningspunkt, netværksgrupper, foredrag og meget mere.

Fællesskab frem for digital ensomhed

Børn og unge bruger i dag langt mere tid foran skærmen end tidligere generationer. De skal forholde sig til digital selviscenesættelse og fælleskaber, som ikke altid er nemme at navigere i. DGI Verdensholdet ønsker at vise, at gymnastik kan være et fællesskab, der er modpol til den digitale ensomhed, stress og præstationsangst, som mange unge oplever i dag.  Holdets gymnaster har deres rødder i danske gymnastikforeninger, hvor fællesskab, frivilligt engagement og glæden ved leg og bevægelse er bærende værdier. Det ønsker de at debattere og formidle til andre børn og unge.

Igennem projekt #Næstekærlighed har vi været i kontakt med vanvittigt mange dejlige børn og voksne, som vi har fået lov til at lege med, lave gymnastik med og vise gymnastik for. Det har virkelig gjort et stort indtryk på mig, og det vil jeg gerne dele med endnu flere.

Jeppe Tvedebrink Olesen, Gymnast på DGI Verdensholdet
Alt Text

Mistrivsel blandt unge er en vigtig dagsorden

Ole Kirk’s Fond har valgt at støtte projektet, fordi DGI Verdensholdet sætter fokus på en relevant problemstilling;  stigende mistrivsel blandt unge mennesker, og i særdeleshed blandt unge piger. En problematik, hvor forskere også peger på, at digitale medier, præstationspres og utilfredshed med eget udseende og krop er centrale problematikker. Verdensholdets gymnaster fungerer som rollemodeller for et stor skare af unge mennesker, som følger og ser op til Verdensholdet og det, som holdet står for. Holdet vurderes således at have en god platform til at komme ud med budskabet om positive engagerende fællesskaber og frivilligt engagement til en større gruppe af børn og unge og på den måde bidrage positivt i forhold til en stigende problemstilling.

Alt Text

Kort om projektet

Projektnavn: #Næstekærlighed
Projektejer: DGI (Verdensholdet)
Kort om DGI: DGI Verdensholdet består af 28 udvalgte topatleter i alderen 18-28 år, og holdet kan sidestilles med det danske landshold inden for gymnastik. Verdensholdet laver ca. 150 shows og 200 workshops, som de optræder med mange steder i verden.
Målgruppe: Gymnastikinteresserede og børn og unge generelt.
Projektets samlede budget: Kr. 3.06 mio. 
Støttet med: Kr. 1,5 mio.  
Projekt varighed: 2020 – 2021